Om skrædderen

Om Kathrine Kaysen

Et kreativt barn
Allerede som otteårig fik jeg min første symaskine, da jeg forinden var en flittig bruger af min mors. Med egen symaskine blev det både nemmere og sjovere at sy fine kjoler til mine og venindernes Barbiedukker, og som tiårig syede jeg den første kjole til mig selv.
Jeg samlede inspiration ude, og syede når jeg kom hjem; folkeskolens kladdehæfter var eminente til skitsetegninger!

Udover syning har skuespil haft stor betydning for min barndom, hvor jeg bl.a. har spillet rollen som Mie i anden generation af ‘Far til Fire’ filmene og diverse roller i flere teaterforestillinger. Her fangede kostumeafdelingerne hurtigt min interesse, og jeg fik efterhånden lov til at sy flere af kostumerne til filmene.

De vigtigste år af min skoletid tilbragte jeg på sangskolen, Sankt Annæ, hvor korsang i var det absolutte yndlingsfag. Dog var korets kjoler ikke prangende, hvorfor jeg tog sagen i egen hånd, da skolen udbød en designkonkurrence af nye korkjoler. Flere professionelle designere deltog i konkurrencen, men som håbefuld 15-årig blev jeg designer af de 100 nye, flotte kjoler til et af Danmarks bedste pigekor.

Madalje for særligt fremragende håndværk
Efter folkeskolen dannede Tekstilskolen i Holte rammen om min hverdag. Her blev jeg med undervisning i konstruktion, design og håndværk godt rustet til den 3 1/2 år lange skrædderuddannelse, som jeg fortsatte på straks efter.
Som udlært fuldtidselev hos Lasse Spangenberg Copenhagen har jeg fået suveræn erfaring i at arbejde med kjoler i de fineste materialer.
Efter endt svendeprøve med bedst mulige resultat indstilledes jeg af Håndværkerforeningen til en medalje, som jeg modtog ved dronningens tilstedeværelse i foråret 2014.

Drømmen er blevet til virkelighed
Jeg fortsatte arbejdet hos Lasse Spangenberg Copenhagen, men lige fra da den første Barbiedukke iklædtes en Kaysen Couture-model, har drømmen været at starte eget firma. I foråret 2014 besluttede jeg at gøre drømmen til virkelighed, jeg opsagde min faste stilling og blev selvstændig.
Jeg indrettede min lejlighed som systue, den blev hurtigt for lille til de store kjoler, så i april 2015 åbnede jeg forretning med værksted på Frederiksberg.
Butikkens voksende efterspørgsel på skræddersyede kjoler, blev hurtigt mere end jeg selv kunne nå at sy, derfor har jeg nu en dygtig skrædder ved navn Ole ansat.

Skrædderiet er vores største passion, glæden og fornøjelsen ved at skabe de smukkeste kjoler med fine detaljer, kommer altid til udtryk i det færdige resultat. Vi glæder os meget til at opfylde dine kjoledrømme, du er meget velkommen i forretningen på Frederiksberg Allé.